Pas på med de ”sunde snacks"

”Sunde og lækre dadelkugler med peanutbutter, kakao og mandler, rullet i kokos…”


- Det lyder jo lækkert, ser lækkert ud, smager lækkert – og så står der jo faktisk også, at de er sunde.

"Sunde" - Sådan bliver mange opskrifter fremstillet på nettet/magasiner og jeg hører ofte mine klienter spørge mig, om de må erstatte de søde sager og i stedet kaste sig over disse lækre opskrifter med raw-cakes og lignende fra diverse fitness- og damemagasiner, fordi de netop bliver fremstillet som sundere alternativer til is, slik og kage. Men at noget er sundt, kan defineres på mange måder. Er de kaloriefattige, vil man reducere tilsætningsstoffer - eller hvad hentydes der til?

Selvfølgelig kan man tillade sig at spise dadelkugler, abrikos-snacks og saltristede mandler til aftenkaffen - men sandheden er faktisk, at du virkelig skal passe på, hvis du gerne vil tabe dig.

Tørret frugt er proppet med sukker

Tørrede abrikoser, figner, bananer, bær, dadler og rosiner. Jeg ser ofte, at disse bliver sat i kategorien ”sundt slik” og man derfor kan indtage disse fødevarer i ubegrænsede mængder. Men faktisk er tørrede frugter fyldt med sukker og indeholder 5-6 gange mere sukker, sammenlignet med frisk frugt - og derfor er energiindholdet (indholdet af kalorier) også langt højere.

Faktisk er sukker- og energiindholdet i tørrede frugt i samme liga som slik. Årsagen til dette er, at man trækker væske ud af den friske frugt under tørringen. Da det meste frugt har et højt vandindhold vil vægten reduceres 5-6 gange og kun tørstoffet (hovedsageligt sukker) vil være tilbage.

Hvis man forsøger at tabe sig, skal man derfor begrænse indtaget af disse fødevare – ellers kan det have konsekvenser selvom du både bevæger dig og forsøger at spise sundt til hovedmåltiderne.


Sukker er sukker

Det er desværre en stor misforståelse, at sukker fra tørrede frugter, honning og kokos skulle være sundere end køkkensukker (almindelig hvid sukker). Kroppen sukkerpåvirkning er ens, uanset om det kommer fra sukker fra slik eller fra tørrede frugter. Indtager man 100 gram tørrede frugter, svarer det faktisk til ca. 50 gram sukker, som er det samme indhold som en halv liter sodavand. Selvom tørrede frugt indeholder en smule fibre, er indholdet forsvindende lille – og slet ikke højt nok til at have en betydelig effekt.


Nødder er sunde - og fyldt med energi

Mandler og andre nødder er sunde, smager godt og kan bruges i mange sammenhænge. Indenfor ernæring har de fået et sundhedsstempel, da de er proppet med mineraler, vitaminer, kostfibre, enkeltumættede fedtsyrer, kulhydrater og proteiner.

Men - der er altid et men - det høje indhold af næringsstoffer i nødder betyder også, at de er fyldt med kalorier. Faktisk indeholder 100 gram mandler næsten 600 kcal – hvilket er samme indhold som i chokolade.


Hvis målet er at reducere vægten, skal man igen være opmærksom på, hvor mange nødder man kaster indenbords. Til info vejer én mandel ca. 1 gram.



Indtag de ”sunde” alternativer med måde

Selvom tørrede frugter og nødder smager godt og kan kombineres til lækre aftensnacks, skal disse fødevarer indtages med måde. Hvis man vil tabe sig, er det vigtigt at være bevidst om, at ”sunde snacks” stadigvæk kan være store kaloriebomber. Skifter man slikket ud med tørrede frugter og nødder i håb om at tabe sig, er dette desværre ikke vejen frem.


I stedet skal der skabes fokus på hvornår og hvor meget man indtager, hvis man vil holde vægten – eller tabe sig.

Hvis målsætningen er at øge vægten og man har udfordringer med at indtage nok kalorier, er nødder og tørrede frugter et glimrende bud på at give kalorieindtaget et ordenligt skub.







Skrevet af:

DANIEL KNAAP

✔ st. Cand.scient klinisk ernæring

✔ Statsautoriseret klinisk diætist

✔ Personlig Træner

✔ Sportsskadeterapeut

✔ Fitnessinstruktør

✔ Ernæring og sundhed

www.knaap.dk

  • Facebook
  • Instagram Social Ikon

Adresse:

Trekronergade 147b

2500 Valby 

kontakt@knaap.dk

Tel: 53 53 35 53 

KNAAP

KOST • TRÆNING • COACHING

Kontakt mig her - så ringer jeg dig op!